Opdragelsen er børn er et emne, der ofte er til debat, men ofte bliver holdt tilbage af tabuer og ideer om personlig frihed. Der er dog ikke nogen tvivl om, at den måde, forældre vælger at opdrage deres børn, har en meget stor betydning for, hvordan børnene ender ud. Dermed ikke sagt, at forældre bevidst eller underbevidst kan vælge, hvilken vej børnene tager i livet, men de påvirker børnenes valg uanset om de har forståelsen til at skubbe dem i den retning, de selv mener, børnene bør gå. Det er især de rige forældre, der bliver beskyldt for ikke at have et stærkt nok greb om deres børns opdragelse, så børnene ender med at drikke sig ihjel eller tage stoffer og begå alverdens små kriminelle handlinger, der tilsyneladende er deres version af et teenageoprør. Men er der virkelig den store forskel på, om et barn vokser op med pærer uden lampeskærm eller et hjem, der er fuld af louis poulsen lamper?
Der er mange, der på den ene eller den anden måde når den konklusion, at de spolerede møgunger fra rige hjem er et resultat af familiens velstand. Det anses generelt for at være en konsekvens af, at børnene altid får deres vilje, fordi familien har råd til at give dem alt, hvad de peger på, men kan man ikke sige det samme om stort set alle andre familier i Danmark? Hvis man virkelig vil, kan de fleste i Danmark give børnene det meste de peger på før de når teenagealderen, men folk ved jo godt, at det ikke er en god ide at give børnene det indtryk, at livet er nemt og ikke kræver noget arbejde eller nogen indsats. Det samme er vel sandt for de rige familier, som oftest er rige fordi de har arbejdet hårdt og så været en smule heldige; tror du virkelige at de ikke er klar over, at børnene bliver spolerede møgunger, hvis de ikke møder modstand tidligt i livet?
Hvis vi ser på statistikken er der formentlig ikke den store forskel på, hvor stor en procentdel af de riges børn begår småkriminalitet i teenageårene, og hvor stor en procentdel af Danmarks brede mellemklasse, der begår småkriminalitet i den alder. Hvis der var statistik over mobbere og mobbeofre i de danske skoler, så ville vi med høj sandsynlighed se det samme mønster her, hvor der ikke er betydelig flere mobbere blandt de rige i vores samfund, end der er blandt de mindre rige. Der er ikke nogen rigtige fattige i Danmark, så alle har råd til at dække de basale behov og lidt til. Det er altså et spørgsmål om, i hvor høj børnene danner falske behov i løbet af deres opvækst; hvis de føler et behov for ting, de reelt ikke har brug for, så kan de føre til, at de gøre dumme ting for at opnå det.
